Vi passer på huset

Vi passer på huset

Vedligeholdelse er en vigtig opgave for enhver husejer. Det kan nemlig betale sig på længere sigt for både ejere og lejere.

Tagrenderne repareres.

I løbet af efteråret har ejerforeningen fået løst nogle af de vedligeholdelsesopgaver, der skal sikre, at Annebergparken 10 fortsat er et godt og solidt hus i mange år fremover.

Opgaverne er blevet prioriteret, og de mest akutte opgaver er nu udført.

Først og fremmest har tagrender og nedløbsrør fået en kærlig omgang.

Tagrenderne på taget er blevet forhøjet flere steder, så vandet nu ikke længere løber ud over kanten og ned ad murene, så de bliver ødelagt.

Bedre afslutning på nedløbsrørene

Nye tætte afslutninger på nedløbsrørene.

Samtidig er flere af nedløbsrørene blevet repareret i jordhøjde.

Tidligere endte nedløbsrørene i pvc-rør, men de er beregnet til kun at være under jorden. Sollys får nemlig plastikrørene til at revne, revnerne kan brede sig længere ned i systemet, og så har vi balladen.

Nu er pvc-rørener beskyttet af en ordentlig og tæt  afslutning i zink.

Livsfarlige altaner

Da VVS’erne var færdige med deres del af arbejdet, overtog tømrerne liften for at reparere de to altaner på forsiden af huset.

Råddent træ og rustne skruer gjorde de udvendige altaner livsfarlige.

Altanerne var rent ud sagt livsfarlige, fordi listerne under ‘gulvbrædderne’  var rådne og skruerne nærmest rustet væk.

Nu er gulvet sat fast med vejrbestandige skruer i hårdt træ.

Carportens tagrender er rettet op

Tømrerne har også repareret tagrenderne på carportene, som var både skæve og utætte.

Nu løber vandet den rigtige vej mod nedløbsrørene i stedet for at samle sig på midten.

Nye opgaver venter

Skæve brædder på carportene og nedløbsrør, der var hoppet ud af deres bøjler.

Vi ved allerede nu, at der venter en række andre opgaver, som ejerforeningen tager fat på til foråret. Sandsynligvis bliver første store opgave at få vedligeholdt og repareret husets sokkel og de to ramper.

Soklerne skal have en skrå kant for oven, så vand ikke samler sig og ødelægger muren.

Desuden er der flere steder revner og sprækker, som skal repareres, inden de ender som alvorlige skader.

Både ejere og lejere bliver naturligvis løbende orienteret om, hvornår vedligeholdelsesopgaverne bliver udført, og hvad det indebærer.

Vedligeholdelsesplan på vej

Ejerforeningen er i gang med at udarbejde en vedligeholdelsesplan, som skal vedtages af næste generalforsamling.

Formålet er at sikre, at vedligeholdelsen af huset bliver udført på en måde, at ingen småskader får lov til at vokse sig store og dermed også bliver dyrere at reparere.

Ingen huse er vedligeholdelsesfrie, men vi kan glæde os over, at en relativt nyt hus, der er bygget i beton og udstyret med gode metalvinduer og -døre er betydelig billigere at vedholde end et gammelt hus.