Fra skoven og lige ned til havnen

Fritidsfiskere på havnen

Den korteste tur fra Annebergparken og ned til Nykøbing Havn går gennem Grønnehave Skov.

På gåben tager det fem minutter at nå frem til den del af havnen, hvor fritidsfiskerne og lystsejlerne holder til.

Vinterbadere

Hvis du fortsætter langs højre side af bassinet, kommer du ud til molen ved indsejlingen.

Badehuset ved indsejlingen

Her finder du vinterbadernes omklædningsskur, som medlemmerne af Odsherred Badelaug har nøgle til. Telefonnummeret står over døren.

At stå inde i skuret med ryggen mod havnen og døren åben ud mod fjorden er en lise for sjælen.

Og efter en dukkert i det kolde vand er du frisk i hovedet og humøret har fået en tand opad.

De røde huse på havnen

Gode udsigter

På den anden side af  fjorden er der udsigt til Ringholm Gods og naturreservatet Hov Vig.

Kigger man i stedet over på havnen, kan man nyde synet af de svenskrøde gavlhuse, som er inspireret af de gamle bygninger på Skagen Havn.

Nogle af husene på havnen bruges som sommerhuse, men mange af dem fungerer som helt almindelige helårshuse med en unik beliggenhed.

Udsigt over havnen set fra Grønnehave Skov

Masser af muligheder

Havnen byder i øvrigt på masser af andre faciliteter.

  • Du finder shelter, grillpladser, legeplads og krabbebro.
  • Du kan leje cykler, kajakker, joller og kanoer.
  • Du kan spise på restaurant, på café eller nøjes med en is.
  • Og du kan gå på opdagelse i lokale kunstnere og kunsthåndværkeres udstillinger og boder.